Skip til indhold
Levering 2-4 hverdage ⚪️ Tlf. 28 94 33 89 ⚪️ kontakt@delikatessehuset.dk
Levering 2-4 hverdage ⚪️ Tlf. 28 94 33 89 ⚪️ kontakt@delikatessehuset.dk

Job; administrativ assistent

Administrativ assistent med flair for digital markedsføring

Delikatessehuset er en førende virksomhed indenfor levering af velsmagende gaveløsninger til private og erhverv. Vi har en skøn arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og god stemning.

Som administrativ assistent vil du skulle assistere Diana Thaagaard, der er indehaver af Delikatessehuset. Diana sidder til dagligt som ansvarlig for virksomhedens salg & udvikling, samt opgaver vedrørende markedsføring, SoMe, SEO, webshoppen, samt alt grafisk arbejde. Dertil kommer relationelle opgaver i samarbejder med leverandører og erhvervskunder.

 

Dine opgaver vil være alsidige, men generelt kan siges at du skal assistere med både administrative og praktiske opgaver. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at:

  • Assistere med besvarelse af mailhenvendelser og telefonopkald fra leverandører, samarbejdspartnere og erhvervskunder

  • Assistere med planlægning af kalender, strukturere møder / skrive referater

  • Skabe overblik over projekter / opgaver, som gør beslutningsprocesser nemmere og hurtigere

  • Være behjælpelig med udvikling af webshoppen, herunder almindeligt vedligehold, opdatering på både produkt- og kampagneniveau

  • Bidrage med udarbejdelse af vores digitale strategi og hjælpe med at udarbejde materiale (tekst/foto/video) til brug på vores forskellige platforme

  • Være et skridt foran! Med struktur, overblik og overskud vil du kunne bidrage med dét der gør, at virksomheden kan eksekvere på planer og følge opgaver og projekter til dørs

Der vil både være dag-til-dag-opgaver og mere langsigtede opgaver. Opgaverne kan være både store og små, og det er vigtigt, du er klar til at håndtere disse – også når de opstår med kort varsel. Struktur, planlægning og eksekvering er her vigtige nøgleord i en dynamisk virksomhed som vores, hvor ting går stærkt og vi hele tiden flytter os nye steder hen. Derfor er det en stor fordel, at du er proaktiv og trives med at være på forkant og tænke langsigtet og løsningsorienteret. Det giver både ro til håndteringen af opgaver og bidrager til et målrettet fokus.

 

Er det her mon dig?

  • du har gennemført en videregående uddannelse, hvor du har tilegnet dig kompetencer, som gør at du kan se dig selv i rollen beskrevet ovenfor

  • du har stærke skriftsproglige kompetencer, og forstår at tilpasse dig kommunikativt afhængig af modtager og budskab

  • du har masser gå-på-mod og vilje til at lære nyt

  • du har lyst til at bidrage, tage ansvar og arbejde selvstændigt

  • du er omstillingsparat og klar til at smide hvad du har i hænderne, hvis en akutopgave pludselig opstår

  • du har et omfavnende menneskesyn, og tror på at forskelligheder og diversitet er en styrke

  • du har erfaring med SoMe og digital markedsføring

  • du har ønskeligt erfaring med Google Ads, Facebook annoncering, Analytics

  • du har ønskeligt erfaring med arbejde i Photoshop eller InDesign

  • du har lyst til at arbejde sammen med de sødeste, skøreste og herligste kvinder i Randers

 

Vi går vores højsæson i møde og må erkende, at vi har brug for flere kræfter til løsningen af vores administrative opgaver. Vi har et stærkt brand og har en række marketingtiltag i gang, hvor du skal byde ind med dine kompetencer i vores allertravleste tid.

 

Der er tale om en fuldtisstilling. Ansættelse snarest muligt – i første omgang indtil 31.12.2021. Såfremt det er ’det rigtige match’ vil der være mulighed for at diskutere fastansættelse ved udgangen af ansættelsen.

 

Send din ansøgning til diana@delikatessehuset.dk med titlen 'ansøgning administrativ assistent'

Det vil være dit mål at hjælpe til med at få vores bedste julesæson nogensinde!

 

Vi holder ansættelsessamtaler løbende. Send din ansøgning hurtigst muligt.

Løn efter aftale og kvalifikationer.

Nyhedsbrev

Vil du modtage vores nyhedsbrev med spændende nyheder og gode tilbud?